Stem på din favorit til Grøn Indkøbspris 2017: De nominerede er ...

Grøn Indkøbspris uddeles igen i år til en aktør, der har gjort en særlig indsats for at fremme grønne indkøb. De tre nominerede i 2017 er 3R Kontor, Fischer Lighting og Aalborg Kommune. Du kan læse mere om kandidaterne længere nede og selvfølgelig stemme på din favorit kandidat på www.ansvarligeindkøb.dk.

Afstemningen er åben til og med d. 2. november.

Vinderen af Grøn Indkøbspris 2017 afsløres d. 9. november ved Forum for Bæredygtige Indkøb og Partnerskab for Offentlige Grønne Indkøbs årskonference i København.

Juryen fra Forum for Bæredygtige Indkøb har udvalgt følgende tre kandidater blandt ansøgningerne til Grøn Indkøbspris 2017. Kandidaternes ansøgninger er vurderet ud fra parametre som markedseffekt, nytænkning og udviklingspotentiale. Du kan læse mere om juryen og udvælgelsen her.

3R Kontor

3R Kontor er specialiseret i at opkøbe, istandsætte og videresælge brugte kvalitetskontormøbler, som ellers kunne være blevet smidt ud som affald. Dertil har virksomheden en helhedsorienteret tilgang til at skabe miljøforbedringer ved også selv at foretage cirkulære og grønne indkøb. Bl.a. køber de genbrugt IT-udstyr til driften, og de anvender FSC mærkede bordplader til istandsættelsen af møblerne. Via en deleøkonomisk platform tilbyder 3R Kontor de brugte møbler gratis til skoler, foreninger og andre velgørende organisationer, når møblerne ikke kan sælges på acceptable økonomiske vilkår.

Juryen lægger vægt på, at 3R Kontor fremmer et marked, så indkøbere i offentlige og private virksomheder kan købe genanvendte møbler. Dermed medvirker de til at skabe et vigtigt fokus på mulighederne i cirkulær økonomi. I tillæg udviser 3R ansvarlighed med en helhedsorienteret miljøvenlig og bæredygtig forretningsmodel, som inddrager egne grønne indkøb, samt velgørenhedsarbejde via donationer af brugte møbler. 3R Kontor indstilles derfor til Grøn Indkøbspris 2017.

Fischer Lighting

Fischer Lighting renoverer eksisterende lysarmaturer og opgraderer dem til intelligent lysstyring og LED. Derved bevares kvaliteten og designet af klassiske armaturer, og der kan spares penge i forhold til at købe nyt og smide det gamle ud. Fischer Lighting medvirker til at skabe et nyt marked for genanvendelse af eksisterende materialer både i det offentlige og private, hvor der er et ønske om at bevare kvalitet og design samtidig med, at der høstes de åbenlyse gevinster ved udskiftning til LED.

Juryen lægger vægt på, at Fischer Lighting giver stor fleksibilitet for ejerne af lysinstallationerne, som kan renovere eksisterende løsninger og dermed undgå kortsigtede nyindkøb og udskiftning af ellers funktionelle lysarmaturer. Fischer Lighting understøtter, at indkøberne kan købe ind i en cirkulær økonomisk forretningsmodel, der skaber miljøgevinst, når lamperne opnår forlænget levetid og et reduceret ressourceforbrug. Samtidig formår Fischer Lighting at kombinere renoveringsarbejdet med den nyeste teknologi, som sikrer et langtidsholdbart resultat, der lever op til de krav, der stilles til moderne belysning i sportshaller og lignende faciliteter. Fischer Lighting er derfor indstillet til Grøn Indkøbspris 2017.

Aalborg Kommune – udbud af læringsmiljøer

Aalborg Kommune har gennemført et udbud af læringsmiljøer på kommunens folkeskoler med fokus på cirkulær økonomi. Udbuddet skal skabe rammerne for, hvordan man kan genanvende og reparere møblerne til kommunens folkeskoler. Frem for udelukkende at investere i helt nyt og kassere de gamle miljøer, bliver opgaven at indrette klasseværelserne med en blanding af nye, genbrugte og istandsatte møbler. I udbuddet vægter det derudover positivt, at istandsættelse af gamle møbler foretages af ansatte på særlige vilkår.

Juryen lægger vægt på, at Aalborg Kommune har gennemført et innovativt og nyskabende udbud af læringsmiljøer, hvor cirkulære indkøb har stået i centrum, og miljøkravene har haft væsentlig betydning for valget af leverandør. Det kan endnu ikke vurderes, hvilken reel effekt udbuddet får, eller hvordan implementeringen af løsningen forløber, men juryen anerkender, at Aalborg Kommune har taget en række spændende og innovative skridt i retning af cirkulære indkøb, som det er værdifuldt at fremme og skabe opmærksomhed omkring. Samtidig er det lykkes at samle en række forskellige fagligheder og afdelinger i kommunen i et tværgående samarbejde. Aalborg Kommune er derfor indstillet til Grøn Indkøbspris 2017.